Et kulturhistorisk minde

Der lå en stor sten på Bogårdens mark nært nord for gården på østsiden af vejen ind til Langøre. Måske var den en del af en dysse eller jettestue, eller måske var den blot en stor genstridig sten på ageren. Vi ved det ikke. Da Assens Kommune i 2010 skulle føre en spildevandsledning fra Helnæs til Fyn, ramte gravemaskinen den store sten og løftede den op. Det er en svær krabat på 120 x 100 x 80  cm, og flere tons tung.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at stenen bar spor af både forsøg på kløvning og sprængning med krudt. På langs hen over stenfladen er der hugget 11 riller sandsynligvis med det formål at kløve den med kiler og blikkers. Stenen kunne måske blive til et par fine ledstolper. Den teknik til at kløve sten med kiler og blikkers er kendt i Danmark siden 11- 1200 tallet, da stenmestre fra sydlige lande forestod opførelsen af vores første kvaderstenskirker. Med spidshammer, eller hammer og mejsel huggede man en række riller, der passede til kiler af jern. Det var et stort arbejde og varede nok et par arbejdsdage. Når rillerne var passende i dybde og antal, blev jernkilerne sat i og spændt op med tynde metalplader, blikkers. Når det var gjort, gik stenkløveren i gang med den store hammer. Kilerne i rillerne fik nogle dask, indtil de lød ens i klangen. Derefter skulle hammeren arbejde og kilerne drives i. Gik alt som det skulle, flækkede stenen i en lige linje langs rillerne. Det er det Bogårdsbonden har forsøgt. Måske gjorde bonden og hans karle det selv, eller måske betalte han en stenmester for at udføre arbejdet. Det ved vi ikke. Hvad, vi ved er, at kløvningen ikke lykkedes. Den sten var genstridig.

I 1700 tallet fik danske bønder adgang til at sprænge sten med sortekrudt Med hammer og mejsel slagborede man et 20 – 30 cm dybt hul i stenen. Hullet blev fyldt med krudt og lunte. Den blev antændt, og så var det bare at søge dækning og holde sig for ørene. Gik det godt, sprængtes stenen i flere stykker, der kunne håndteres og fragtes bort fra marken med stenslæde og heste. Den metode har Bogårdsbonden også forsøgt for at fjerne den store sten fra sin mark. Stenen har borehul efter forsøg på sprængning med krudt. Men den sten var altså usædvanlig genstridig. Sprængningen lykkedes ikke. Han har nok ærgret sig den gode Bomand. Så meget spildt arbejde. Væk fra marken skulle den sten altså. Han greb til den sidste udvej og lod grave et dybt hul ved siden af stenen. Bræk- og løftestænger kom i anvendelse. Stenen blev vippet ned i hullet og begravet godt og grundigt under pløjelaget. Der lå den.

Enhver bonde ved, at sten trykkes op af jorden i frostvejr. De gror så at sige lige op af jorden. Man kan sanke sten, så ageren er ren om foråret. Næste forår kan man begynde forfra. Bogårdsbonden begravede sin genstridige sten dybt og grundigt og tænkte nok på sin måde: Færdigt arbejde. Men stenen fulgte sin natur og dukkede op igen. Den snød os med hjælp fra en gravemaskine og Assens Kommune. Op kom den for at fortælle os sin historie om en flittig bonde, der ryddede sin mark for sten. Om det var fortidsminder eller blot store sten, tog man ikke så nøje den gang. Dyrkbar agerjord og brødkorn betød mere end gamle sten.

Der er en krølle på fortællingen. Under skrænten ved ”Storestrand” og Lillebælt nordvest for stenens oprindelige leje ligger der en stor stak sten, som bærer mærker af at være kløvet med kiler eller sprængt med krudt. Stendyngen er så stor, at den kan udgøre resterne af et anseeligt fortidsminde. Den bogårdsbonde har nok været en ivrig stenrydder.

Lad os under alle omstændigheder glæde os over, at den røde granitsten på Bogårdens mark var så genstridig. Den modstod både kiler, hammer og krudt, blev gravet ned og dukkede op igen for at fortælle os et lille afsnit af vores fælles kulturhistorie.

Skrevet af Ib Ivar Dahl 

Billederne er fra da stenen blev sat op og nogle fra afsløringen, Lørdag d. 18. juni 2011.