Helnæs Kro
Efter overleveringerne havde Helnæs kro tidligere til huse i ”Lars Boes Gaard” nedenfor Trundkærs Banke, men nyere undersøgelser viser, at først ca. 1872 fik Peter Henriksen bevilling til at drive kro i sin til formålet opførte nybygning.
Allerede i 1856 søgte han gentagne gange om en sådan krobevilling, men fik stadig afslag. Samtidig søgte også købmand og kornhandler Rasmus Jensen om krobevilling til sin ejendom, nuv. ”Helnæshus”, men også han fik gentagne afslag.
Rasmus Jensen druknede under en sejltur til Horne, og ”Helnæshus” blev solgt på auktion til Jørgen Larsen. Han begyndte nu også at søge om krobevilling.
Omkring år 1872 resolverede amtmanden, at skulle der være en kro på Helnæs, burde den der havde søgt først og længst have bevillingen, og det blev derfor Peter Henriksen der fik bevillingen. Det ses ingen steder, at der tidligere har været nogen krobevilling på Helnæs.