Helnæs regnes i dag for en halvø med god fast vejforbindelse over Langør og Agernæs ind til Fyn.

Sådan har det ikke altid været. I tidligere tid var forholdene for Næs-boerne stort set som for øboerne på de andre syd- og vestfynske småøer.

Det lille samfund på Helnæs bestod i flere hundrede år af 16 gårde og lige så mange huse og boelssteder. Næsset var krongods og folkene fæstere under Hagenskov Gods.

Som andre små samfund var Helnæs en næsten selvforsynende helhed, men ligesom andre øboere afhængige af forbindelsen til Fyn. For derovre fandtes kirken, møllen/hovedgården og øvrigheden, ligesom der jo var de eftertragtede markeder.

I 1618 kom der et kapel på Helnæs og senere opførtes kirken.

Transporten til Fyn var selvfølgelig sejlads, og flere gamle stensatte broer i Helnæsbugten viser, at man har fragtet gods og folk med skibe, eller som de hedder på Fyn Smakker. Man kunne også komme over land, og vejen til Fyn gik over Langør, der oprindelig var en strandvold af sten og grus dannet af Lillebælts strøm og bølger. Man gik, red eller kørte over med hestevogne. Ved højvande stod Langøres strandvolde under vand og der måtte vades, hvis man ville over. Dette var besværligt og ikke helt ufarligt, især i mørke og ved højvande. Nået til Fyn gik vejen over Feddet op til vandmøllen ved Hagenskov. Denne mølle havde Helnæs-bønderne pligt til at bruge, på linje med alle andre fæstere under krongodset.

For næs-boerne var møllekørsel en tur på 12-15 km hver vej. Helnæsfolkene havde den forret frem for andre af egnens bønder, at de uden ventetid skulle have kornet malet straks, når de kom frem til møllen, men det har alligevel været en besværlig og hel dagstur at køre til møllen. At kørsel ofte foregik om efteråret, hvor dagene er korte og efterårsstormene kunne sætte Langør under vand, nævnes bare for at skitsere besværlighederne.

I maj 1842 besøgte Kronprins Frederik (VII) Hagenskov, Helnæsbønderne trak i stadstøjet og søgte foretræde for ham. De forelagde ham deres besvær med møllekørsel, og Kronprinsen lovede dem sin støtte med ordene: ”I skal få den mølle, folk”.

Helt så let gik det nu ikke. Kronprinsen var ikke særlig velset af samtidens stormænd, der anså ham for en fyldebøtte og skørtejæger. Og noget var der nok om snakken, for skønt gift med prinsesse Mariane fra Mecklenburg, så havde han siden slutningen af tyverne haft et kæresteforhold til danserinden Luise Rasmussen (den senere Grevinde Danner), og folkesnakken på Vestfyn udpeger endnu et smukt lille hus ved Hagenskov som stedet, hvor kronprinsen i perioder opholdt sig med sin kæreste til stor forargelse for fine folk.

Godsbestyreren fik stillet den betingelse for en tilladelse til møllebyggeriet, at møllen skulle svare 36 tønder korn i fæsteafgift. Det var en urimelig høj afgift, der hurtigt ville gøre mølleriet urentabelt.

Bønderne gik til Kronprinsen endnu en gang, og han lovede igen at støtte deres sag. Og her viste han, at han fortjente det senere tilnavn som Frederik Folkekær. Og med ham som konge, fik vi folkestyret med junigrundloven af 1849. I 1850 var kongen blevet skilt fra prinsesse Mariane og gift med Luise Rasmussen, der fik godset Hagenskov i morgengave – Frederiksgave, som godset kom til at hedde i mere end 100 år, før navnet Hagenskov igen blev indført.

Erik Hansen hed den første møller, der var der fra 1843 til 1845.

Fæsteafgiften blev nedsat til 20 tønder korn årligt, og en møllebygger Erik Hansen fra Ærø fik i februar 1843 lov til at opføre en stråtægget såkaldt Hollandsk Mølle, der blev bygget på en trekantet jordlod på 3 skæpper land. Erik Hansen var måske mere møllebygger end møller, og konen døde i barselssengen, så han satte den til salg hurtigt.

Christen Jørgensen var møller fra 1845 til 1873.

I 1845 købte husmand Christen Jørgensen møllen og af de gamle gældsbreve kan vi se, at det er gårdmændene på Helnæs, der støtter købet ved at låne ham pengene. Og det er klart nok, at bønderne efter al besværet med at få byggetilladelsen må bakke op om den person, der skal drive denne.

Christen Jørgensen havde nabogården i fæste, og denne frikøbte han til selveje i 1856 og lagde jorden ind under møllens. I 1868 købtes der 6 tønder land fra Holmegård, og denne jord er også beliggende op til møllen. Dette er den jord, Naturskolen har i dag. Udgifterne til jordkøbene m.m tyder på, at møllen var en god forretning, og gælden nedbragtes rimelig let. Møllerens betaling for arbejdet med kornet var en ”tollekop”, hvormed han tog så og så meget af hver tønde korn, der skulle males.

Det var en god tid for næsboerne. Nu havde man egen kirke og mølle og fra 1856 selveje. Møllen ligger åbent og godt og bliver et vartegn for den nye tid. Borte var hoveri og pligtkørsler og fæsteafgifter. Nu var man selvejere og selvhjulpne på næsset.

Der knytter sig også mange gamle skikke til arbejdet som møller. På Vestfyn havde man den opfattelse, at når møllen stod stille, måtte vingerne ikke stå i kors. Fordi de så ville kalde på lynet, og fordi korsstillede vinger var forbeholdt møllerens sidste hilsen til en afdød. Kom der ligtog forbi på vejen, var det en god skik, at mølleren standsede arbejdet og stillede vingerne i kors. Om aftenen, når arbejdet var afsluttet skulle vingerne standses i diagonalen, sættes i saks. Stod vingerne midt mellem saks og kors, betød det, at møllen var ude af drift, måske som følge af skade. Kom der et brudepar forbi på vejen, kunne mølleren vise sin hilsen ved at standse vingerne i saks. På Helnæs havde man en særlig bryllupsskik. Såfremt brud eller gom var udenvogns fra, kom tilrejsende, blev der på bryllupsdagen ringet med kirkeklokken fra det øjeblik gæsterne trådte i land på næsset. Kom følget med båd, blev der ringet, når båden landede, og det fortsatte mens man gik eller kørte op til kirken. Kom følget over Langør, blev der ringet, når vognene kørte over Bobanken. Fra kirketårnet kan man ikke se så langt, men det kan man fra møllen. Mølleren hold øje med vejen, og når han så vognene dukke op, stillede han møllens vinger i saks som signal til kirkens klokker om at begynde ringningen.

Engang holdt Christen Jørgensen klokkeren i arbejde en hel formiddag med sit signal. Da et brudefølge kørte tidligt op over Bobanken, stillede han som aftalt møllen i saks, og klokkeren gik straks i gang med at ringe. Bryllupsfolket kom imidlertid ikke til kirke lige straks, og klokkeren måtte slide og svede meget længe ved sit reb. Det viste sig nemlig, at brudefølget havde gjort holdt på vej ind til byen for at spise frokost. Dette var jo ikke møllerens fejl.

Jørgen Christensen var møller fra 1873 til 1927.

I 1873 overtog møllerens søn Jørgen Christensen driften af mølle og landbrug. Mølleriet gik godt og der var travlhed på gården.

Jørgen Christensen søn fortæller fra sin drengetid: ”Vi havde især travlt om efteråret. Ved juletid skulle alle folk jo bage. Jeg var selv rundt med hestevognen for at indsamle kornet. Vi kom aldrig i seng før over midnat, og hanen havde næppe galet, før vi var oppe igen. Men selv om det til tider var hårdt, så var det et dejligt arbejde”.

For at blive møller skulle man normalt stå i lære i tre år og derefter arbejde som svend i tre år. For sønnerne på Helnæs mølle blev det nu ikke noget problem. Det var en selvfølge, at børnene deltog i arbejdet på gården, og som de voksede til, lærte de også mølleriet at kende.

Hans Jørgen Christensen var møller fra 1927 til 1964.

Hans Jørgen Christensen overtog møllen efter sin far i 1927. På den tid var stråtaget meget medtaget, og han lod det rive af, og fik møllen spåntækket. Der blev brugt 21000 træspån til dette arbejde.

Efter nogle år var det ene vingesæt udtjent og blev taget ud. Driften blev fortsat med kun en vinge, men dette gik udmærket. Man havde tre kværne i gang, og der blev malet rugmel til bageren og grut til gårdenes dyr. Eftersom elektriciteten holdt sit indtog rundt om på gårdene, fik man elkværne til formaling af foderkornet, og der blev mindre og mindre at lave på møllen. Driften blev dog holdt i gang til slutningen af 2. verdenskrig. Da stoppede mølleriet helt og den sidste vinge blev taget ned.

Jørgen Møller Christensen 1964 til 1993.

I 1964 overtog Jørgen Møller Christensen mølle og landbrug efter sin far. Den gamle mølle var da slemt i forfald, men samme år lykkedes det at rejse private midler samt midler fra Nationalmuseets Møllebevaringsfond til en restaurering af møllens forblæste- og utætte spåntækning. Efter spåntaget var taget ned, blev møllen tækket med tagrør, som den oprindelig havde været det. Samtidig blev det tinglyst, at møllen var bevaringsværdig, en formulering, der blev lavet af Nationalmuseet. Og som godt nok siger, at møllen er bevaringsværdig af såvel kulturhistoriske som landskabelige værdier, men der fulgte ingen penge med som der ellers ville have gjort, hvis der havde været en fredningskendelse på stedet.

Ejergruppe på 5 til 7 personer har stedet fra 1993.

I 1988 blev møllegårdens ejerforhold og driftsform ændret væsentlig. Jørgen Møller Christensen gik ind i et samarbejde med lokale skole- og friluftsfolk. Målet var at skabe en friluftsgård og naturskole kombineret med fortsat landbrugsdrift. Landbrugsloven åbnede op for at drive en ejendom på partsbasis, såfremt dette sker med almene rekreative og pædagogiske formål.

Og Helnæs Mølle Friluftsgård og Naturskole fungerer frem for alt som støtte og udgangspunkt for det friluftsliv, der kan udfolde sig i det vestfynske kystområde. Specielt på Helnæs og i Helnæsbugten.

I 1993 pensioneredes Jørgen Møller Christensen, og siden har der ikke længere været landbrug på stedet. Der har været enkelte udskiftninger i ejergruppen, men denne er fortsat sammen om at drive stedet. Landbrugspligten er fjernet fra jorden, og der pågår en stadig og fortsat ombygning af stald, lade m.m., sådan at stedet er up-to-date som friluftsgård og naturskolested.

Kilde: Ib Ivar Dahl

Efter aftale med Casper Simonsen henvises til hjemmeside.
Således okt. 2019 Kirsten Sandberg