Ør er et gammelt ord for ral (små sten), som havet har skyllet op på den tange, der siden tidernes morgen har forbundet Helnæs med Fyn.

Tangen har været bredere ca. 25 meter. Efterhånden som Lillebælt har gnavet mere og mere af tangen væk, sikrede helnæsboerne resterne med store sten. Helt galt gik det under stormfloden i 1872, og man begyndte nu at køre stenene fra markskellene ud på Langøre. I februar 1934 tog havet et langt stykke og Helnæs var afskåret fra omverdenen i nogen tid. I 1936-1937 sikrede man vejen med store sten og asfalterede vejbanen.

Under en storm i 1941 skyllede den halve vejbane i havet på en strækning af ca. en halv kilometer. Først i 1946 blev det muligt at udbedre skaden. En del af det stenmateriale, der blev brugt til reparationen stammede fra en halv snes gravhøje på Østergårds marker. Stenene havde siden 1870 siddet i et markskel!

Fem år havde helnæsboerne altså klaret sig med en halv vejbane på Langøre, men savnet har nok ikke været særlig mærkbart, da der i de år i slutningen af krigen kun var fire biler med kørselstilladelse på Helnæs.