Ved Helnæs sogneforstanderskabsmøde den 12.3. 1851 behandles en ny hartkornsliste for sognets beboere, samt den i 1847 fra forvalter Tornø, Flenstofte, modtagne liste over Maens hartkorn og ligeledes hver mands andel af Rørmosen. Det bemærkes at oprindelig blev Maden inddelt i 20 parter, nemlig til de 18 hele gårde i byen hver 1 parts græsning, de to halvgårde hver ½ parts græsning og præsten og smeden hver ½ parts græsning. Dengang regnedes hver parts græsning for 6 høveders (kreaturs) græsning, senere var tillagt 2 gårde hver ½ høveds græsning, fordi der blev lagt alfarvej over dele af deres lodder, 2 gårde sammen får hver 1 høveds græsning. 1787, hver part 4 høveder. 1791, hver part 6 høveder. Herefter er altså Maens hartkorn inddelt, dog bemærkes, at smeden kun får ret til de oprindelige 2 høveders græsning, dels fordi han ikke omtales i det ældste gavebrev af Niels Ryberg den 28. sept. 1787, dels fordi han frivilligt har erklæret sig tilfreds med 2 høveders græsning. I Rørmosen fik hver helgård 1/20 part og hver halvgård 1/40 part, ligeså smeden og præsten. Rørmosen var den del af Maen, der lå fra ”Holmegård” og udefter. Skolejorden, Vesterhave. Dette areal var tilvokset med rør, som blev brugt til tækkerør og inddelt i 4 lodder, som hvert Bylav byttede med, år efter år, fordi rørene ikke var lige gode. De 4 lav var: Ovenbys lav, Ellebæk lav, Kile lav og Bøgeskov lav. De 2 gårde, der fik tildelt hver ½ høvedes græsning, var Anders Larsen Storm, ”Hegningsgård”, matrikel 17, Helnæs Byvej 41, og Diderik Andersen, ”Holmegård”, matrikel 19, Hegningen 15.

Der var anlagt en ny vej fra Byleddet ved matr. 7 fra nuværende mølle ud til trekanten ved de yderste marker, som nu hører til ”Abkjeldgård”, Helnæs Byvej 11.  Dengang hørte de til ”Stensgård”, matr. 21, Helnæs Byvej 71. Den gamle vej gik fra matr. 7, ved Byledddet til matr. 20, ”Søgård”´s jord – Helnæs Byvej 67, derfra langs skellet indtil matr. 19, ”Holmegård”´s jord, langs skellet indtil matr. 17 ” ”Hegningsgård”,  tværs over matr. 18, ”Østergård”´s jord – Helnæs Byvej 43, til matr. 21 ”Stensgård”´s jord –  nuværende ”Abkjeldsgård”´s jord. Vejen gik i forvejen over ”Østergård”´s jord, matr. 18,  så da den blev flyttet længere mod øst, fik gården ingen godtgørelse.

Den anden vej, der blev anlagt, var ned til Gammel Have – ”Det dybe sted” mod syd. Den var anlagt til udskibningssted for Helnæsboernes transport af varer. Den gik ned over Anders Larsen Boe´s mark, matr. 32, ”Mosegård” – Ryet 3, og over Thor Pedersens mark, matr. 36, ”Nedergård” – Lindhovedvej 4. De fik hver 1 høveds græsning af sogneforstanderskabet.

Fra Baag herreds skøde og panteprotokol 1784

”Da samtlige Helnæs´s gårdmænd så vel som sognepræsten og smeden, dog Niels Hansen i ”Langørsbo” undtaget, nu et års tid har været i arbejde med at inddige og udgrave den såkaldte Sjø ved bemelde Helnæs i forhåbentlig derved i tiden at vinde nogen engbund eller græsning til byen, så tilstået herved samtlige forbemeldte og deres efterkommer undtaget benævnte Niels Hansen Bomand og hans efterkommer, at de uden nogen afgift deraf at være, må I fæstemænd og benytte sig at formelde såkalde Sjø på hvad måde de bedst ved, vil og kan, alt i forhold til enhvers hartkorn. Sognepræsten og smeden lige med en hel gård uden husmænd derudi nogensinde skal få græsningsret, hvilket herved under min hånd tilståes.

Fredriksgave d. 28. sept. 1791. Sign Niels Ryberg

Forestående, som er meddelt på slet papir bliver efter begæring herved udstedt på behørig stempel papir på det vilkår, at smeden bestandig beholder, den tillagte rettighed på Maen til 2 høveders græsning. Fredriksgave d. 2. aug. 1791. Sign Niels Ryberg.”

Der findes mange retssager i Båg Herreds protokoller, og enkelte i Odense retsprotokoller også, efter, at Helnæs er købt fri fra godset, under indbyrdes stridigheder blandt gårdmændene om Maen.

Optegnelser over Maens inddæmning i 1785-1786 med dige og tryksluse

Så længe godset Frederiksgave benyttede Maen, kunne fæsterne af gårdene her på Helnæs, der var pålagt arbejde, ikke få inddæmningen fuldført, den ville synke og havet brød igennem. Der berettes herom, at Niels Ryberg ved et middagsselskab på godset besværede sig over inddæmningensarbejdets langsomhed til Helnæspræsten, pastor Wederkinck, som foreslog, at den tvivlsomme landvinding burde overlades gårdmændene. Niels Ryberg gik med til forslaget, men forbeholdt sig nogle studes græsning: ”14 øksnes dyr.” Fra nu af gik det hurtigt fremad med inddæmningen, for, hvad pisken ikke kunne udrette, det kunne egennytten. Husmændene deltog ikke i det sidste arbejde, men havde været med til at udføre det meste af voldarbejdet og læsse alt fyldet på vognene, men til det sidste arbejde ved volden ville gårdmændene ikke have husmændene med, ”de skulle ikke have del i udbyttet”, de kunne nok bruge græsningsretten selv, så husmændene skulle ikke have græs til deres dyr her. Derover opstod der stor uenighed, men præsten fik udvirket hos Niels Ryberg, at husmændene fik den lod til græsning, som herremanden havde forbeholdt sig, mod at skulle betale 1 rigsdaler om året til godset. Heller ikke det ville gårdfæsterne gå med til. Det kom dog til forlig, idet husmændene mod at opgive græsning på Maen, af Rybergs areal fik overladt til deling, den såkaldte Sandmark/Fåremarken – den nuværende Sandalen.

Helnæsboernes inddæmning af Maen bestod deri, at forhøje den vold af ral (ør), sand og tang, som havet i tidens løb havde opskyllet, samt fylde de steder, bl.a. den gamle indsejling ind til Helnæs by ”Mindet”, der næsten var tilsandet, og de steder, hvor den naturlige vold var gennembrudt. ”Øret” var et vanskeligt areal at opfylde, et moseagtigt morads, som slugte masser af fyld, men efter det inddæmmede areals overgivelse til fæsterne som græsningsareal, lykkedes det dog, som før nævnt, at få arbejdet udført. Før inddæmningen var vandstanden på Maen som i stranden, og ved højvande overskylledes ofte den lavere del af kørevejen gennem Helnæs by. Af den grund benyttedes en højere beliggende sti, som lå øst for gårdene og husene i byen, hvor folk kunne færdes tørskoet. Ved Helnæs´s største vandløb ”Ellebækken” var der en båd og for at undgå lang omvej fra den ene bydel til den anden færgedes man over i en pram. Denne pram var indrettet med et tov, så den kunne trækkes fra den ene bred til den anden. Båden blev passet af manden på ” Mosegård”, senere kan det ses, at det var stodderkongen Hans Jensen, der passede båden. De fik 2 rigsdaler om året for dette arbejde ud fra sognets regnskaber. De stadige ulemper fra havets side, slap man , efter at volden var opført, undtagen enkelte oversvømmelser ved særlig højvande. Også før inddæmningen blev Maens højere og lavere holme benyttet til græsning af kreaturer, og ved højvande sendtes byhyrden ud for at drive dyrene op på de højeste holme, hvoraf flere havde navne: Rævli. Gjersholm. Persholm. Tøvli. m. flere.

Den omtalte sti gik fra den nordlige del af Helnæs til den sydlige del af Helnæs by. Den gik ind udfor den nuværende parkeringsplads ved Bobakken, ud til Elmebjerg, forbi det gamle teglværk, hen over volden ved mosen, derefter over ”Rørmosegård”´s jord, hen over ”Abkjeldgård”´s jord tæt ved gården, derfra over ”Hegninggård”´s jord og i lige linie øst for Møllen, der fra ud til byvejen ved ejendommen matr. 3 og fulgte by vejen ned til, hvor vejen efter skoven går bag ved huse og gårde ned til ”Dalsgård, Stævnevej 9, over Byvejen ned til ”Ellebækken”, hvor de kunne færges over, derfra bag ved ”Mosegård” og ind ved det nuværende forsamlingshus, ind i skoven, kom ud til Byvejen, og gik ind igen ved bagvejen til ”Bøgeskovgård”, Ryet 25 , hen over dennes mark og kom ud fra Bøgeskovlauget og ud mod Lindhoved. Denne sti blev brugt i stedet for vejen ind til Fyn, da den var kortere. Dengang skulle folk jo gå, når de skulle ind til Fyn, for det var ikke hver dag, der kørte hestekøretøjer til købstaden, og andre transportmidler fandtes ikke.

Landevejen gik førhen fra nuværende mølle mod vest helt ud til Lillebælt og fra kysten om til Langøre. Senere er den flyttet 2 gange ind over land mod nuværende vej. Varer til Helnæs førtes dengang ad søvejen.

Møllerne på Maen

Da Maen var inddæmmet i 1786, blev der opført en sluseport ved den gamle indsejling, som vandet trak ud af, når det var lavvande i Lillebælt. I 1865 blev der opført en hollandsk vindmølle til at pumpe vandet ud fra engen, den væltede under stormfloden den 13.11.1872.  Året efter blev der opført en anden vindmølle, der lå på stedet indtil 1914, og af denne mølle findes der et fotografi på ”Willemoesmuseet” i Assens . Denne mølle var også en hollandsk vindmølle, som er fotograferet af sagfører Hansen fra Assens i året 1912. Et regnskab over opførelsen af denne mølle findes i den gamle oldermandprotokol. Man kan herfra se, at alle materialerne til møllen er hentet på Vestfyn. Træ og brædder blev hentet hos Plum i Assens. Egetræ og lægter kom fra skovene i Ungersbjerge og Helnæs, mens støbegodset blev hentet hos Rasmussens jernstøberi i Assens. Møllebyggeren hed Hans Jørgensen og stenhuggeren var Hans Jørgen og K. Olsen. Materialerne blev hentet ved ægtkørsel af landmændene her på Helnæs. Møllebyggerens redskaber blev hentet i Kærum. Der deltog også lokale håndværkere i møllebyggeriet: hjulmanden, tømreren og de to smede, der var på Helnæs dengang. I det gamle forsamlingshus, som var opført i 1865 ved Bystævnet – det senere bageri – kan det ses, at der har været forhandling om møllebyggeriet med udgifter til punch og leje af salen flere gange i 1873. I 1914 blev der gravet kanaler og en ny mølle blev opstillet. Der ligger billedkopi af møllen, som blev bygget i 1983 på Helnæs lokalarkiv, og ellers kan den ses i ”Willemoesmuseet” i Assens.

Notatet er uddrag af materiale fra Helnæs Lokalarkiv.