Smedjen på Helnæs

I Carlo Jakobsens udgivelse: Korte træk af Helnæs sogn´s historie, som blev udgivet i 1993 og genoptrykt i år 2000, fortæller Carlo bl.a. at:

Den første smedje, som vi med sikkerhed kender til var matr. 36, en lille fæsteejendom, som i vore dage hedder ”Nedergård”. Smeden hed i 1651 Hans Andersen. En overgang var der smedje i matr. 10, der i dag kaldes ”Bødkerens hus”, men i 1770 byggede godset en smedje (nær kirken), hvor der var en smule jord til. Den blev fæstet af Peder Hansen. På et tidspunkt blev der lavet standure i smedjen og måske for at nå det hele, var der meget natarbejde med klokkerne, så smeden kunne til tider være noget afvisende over for kunderne. Han havde ellers ord for at være en dygtig smed. I 1850 blev der bygget nye værkstedsbygninger på den anden side af vejen og her begyndte omkring 1900 en fabrikation af radsåmaskinen ”Helnæs”. Maskinen blev vist ikke udbredt nok, for produktionen stoppede brat. (Det fortælles, at den var for upræcis, og den såede for få frø). I 1925 blev selve smedegården bygget om. Smedjen forblev på familiens hænder indtil 1978, da den blev overtaget af Hans Carlsen. Den blev nedlagt i 1991.

Smederækken her:

1770 – 1810  Peder Hansen
Begravet 2.2.1813, 64 år. Ikke i Boeslægten

1810 – 1855 Jens Pedersen, søn af Peder Hansen
Døbt 11.8.1782, død 16.6.1855. Ikke i Boeslægten

1855 – 1890  Jacob Jensen, søn af Jens Pedersen
Født 29.9.1817, død 25.7.1902, gift med Karen Larsdatter fra Turup, som er I Boeslægten

1890 – 1925  Chr. Larsen Boe, svigersøn til Jacob Jensen, søn af Lars Andersen Boe
Født 28.1.1864, død 12.11.1953

1925 – 1978  Hans Jacob Larsen Boe, søn af Chr. Larsen Boe
Født 19.8.1901, død 27.8.1977

De utilfredse kunder gav i 1842 anledning til, at Lars Hansen, som var smed, fæstede matr. 4, Helnæs Byvej 30 – en lille ejendom på 9 tdr. land. Lars var søn af Hans Larsen (f. 1785) , smed i Høed i Flemløse sogn, men tæt på Dreslette Kirke. Hans mor var ud af Boeslægten og kom fra ”Stengård”, Kirkevej 66, Dreslette. Smedjen byggede han, som der står om matriklen:” på byens gader og veje”, og der står den endnu. Den gamle smedje er ikke længere i brug, men stadig i familiens eje.

Denne smederække:

1842 – 1881  Lars Hansen
Født 21.10.1813 i Høed, døbt i Flemløse kirke, død 7.5.1898, gift med Anne Hansdatter fra ”Pilegård”, Strærup, Dreslette sogn. I Boeslægten.

1881 – 1916  Hans Larsen, søn af Lars Hansen
Født 17.12.1842, Dreslette sogn, død 17.6.1914, gift med Christiane Jørgensen, Kærum, også i Boeslægten.

1916 – 1952  Lars Larsen, søn af Hans Larsen
Født 17.4.1891, død 30.5.1967

1952 – 2002  Jørgen Larsen, søn af Lars Larsen
Født 20.6.1930

Smed Jørgen Larsen fortæller, at mens han var en stor ”knægt”, hjalp han faderen med at sko heste. Under besættelsen blev jernet sværere at få fat i, men støbejern var der nok af. Disse hestesko kunne ikke rettes, så smeden måtte finde en størrelse, som passede så godt som muligt. Nogle heste skulle have fornyet sko ret tit.

Mølleren kørte mælk, og hans hest skulle have fornyet sko på forbenene hver 2 mdr., mens den på bagbene sled et par sko på 10 – 14 dage. Hesten drejede på bagbenene – især det ene, så den sled disse sko så meget hurtigere.

Smedekul var også meget svære at få, men hans far fik dem til at slå til. Når noget skulle ”svejses sammen”, blev det gjort ved at opvarme jernet og banke det sammen. Det måtte heller ikke være for varmt, hvis det skulle lykkes.

I læretiden fra 1947 – 1951 hos Anton i Snave, fik hans far af og til lov til at få ham hjem et par dage, når der var mange heste at sætte nye sko på.Den første traktor, som Jørgen husker, blev købt af Aage Rasmussen i Snave og var en lille Farmal Cup ca. 1950.

Jørgen ville efter soldatertiden gerne have været ud og prøve en anden arbejdsplads, men hans far havde brug for hans hjælp og i 1952 overtog han smedjen. Allerede i 1953 – 54 blev mange heste skiftet ud med traktorer, og de næste år bød på forandring i arbejdet. Maskinerne blev større, og pladsen omkring smedjen var trang, så Jørgen Larsen købte et stykke jord ca. 300 m mod syd, som blev til Helnæs Byvej 44. Her byggede han bolig i 1960, da han indtil dette tidspunkt, havde boet til leje overfor – den nu tidligere – Brugs nær kirken. Han brugte den gamle smedje indtil 1969, hvor han byggede et større værksted ved siden af boligen, og den gamle smedje, som hørte til ejendommen og tilhørte hans mor, som nu var enke, blev senere solgt til Jørgens broders søn, Karl Aage Larsen, som stadig er ejer.

Efterhånden fik mange bønder svejseværk og klarede derfor en del af smedearbejdet selv. Jørgen opsatte en benzintank i 1965 og sidst i 1970-erne investerede han 25ooo kr. i en seddelautomat, da hans hustru, som havde tanket for kunderne, fik gigt, så hun ikke kunne klare det mere, og i de sidste arbejdsår, gik meget af arbejdstiden med at sko rideheste. Han havde en ambolt i bilen og køre så ud til kunderne, som nemt kunne befinde sig mange km fra Helnæs. Jørgen blev sparket af en hest mod højre hofte og har siden haft svært ved at gå på højre ben. I 2002, hvor Jørgen var 72 år, lukkede han forretningen, men bor stadig i huset.

E. W.