”Langøersbo” er som et spændende sagn om en mystisk gård, der blev overskyllet af Lillebælt. Senere blev gården i al hast flyttet til de mere sikre Bobakker en halv km længere mod øst. På et tidspunkt var amatørarkæologer på stedet efter vraget af en flyvemaskine fra 2. verdenskrig. De blev anmodet om i stedet at finde den gamle Bogård. De kom op med stumper af egetræsplanker, hvor resterne den dag i dag endnu ligger på det 3 meter dybe vand.
Det er en spændende slægtsgårdshistorie – er det alene en historie eller hvad er fakta?.

Også her har Lars Boe spillet en stor rolle. I sin slægtsbog fortæller han om sine egne fund i Rigsarkivet. Her findes omtalen af brevet – underskrevet af Kong Chr. III  – hvor kongen giver tilladelse til at vor stamfader Peter Hansen Bomand, får lov til at fæste gården.
Den 28. juni 1970 genfandt amatørdykkere  egestammer fra gården, hvoraf dele  blev bjerget i land. Det er hermed veldokumenteret, at vor slægtsgård i sine første ca. 100 år har ligget på lavt vand, som nu ligger i Lillebælt, hvorefter den er flyttet længere ind i land op mellem bakkerne i god beskyttelse mod Lillebælt. At der i  dag 450 år efter gårdens opførelse  stadig findes egetræ ude i vandet er ikke usædvanligt – det har måske været for tungt at transportere med til den nye gård.

Emnet om gårdens historie hænger nøje sammen med vor slægts historie og spec. 3 personer har brugt megen tid og penge på forskningen.  Lars Boe – Lars Erik Storm og Svend Storm.

Ved slægtsstævnet i august 2000 ville dykkere fra Vejle tage deltagerne på en tur ud at se resterne af Langøresbo. Bølgerne var desværre for hidsige, så man måtte i stedet se de fotooptagelser dykkerne havde taget ved en tidligere lejlighed. Billederne viste egebindingsværk og fundamentsten.